Den dybe længsel: Få af os er født på et udviklingstrin, der muliggør dette. De fleste må gennem de første mange år af livet indsamle erfaring i sammenhænge, hvor vi føler os lidt udenfor, anderledes eller blot misforståede. Samtidig længes vi i stigende grad efter noget andet og bedre, som vi ikke helt véd hvad er. På et tidspunkt i vores udvikling kommer vi i dyb krise, hvilket langsomt medfører et kraftigt fravalg af en hel del bekvemmelighedsvaner og talrige bekendtskaber. Denne del af processen er den hårdeste og mest smertefulde. Undervejs vokser en stærk følelse af ensomhed frem, og dog er det formålsløst, ja umuligt at vende tilbage til det velkendte.
Den stenede vej: Langsomt går det op for os, at denne vej kun kan lede os i én retning: imod en total accept af, at vi alle er Guds børn, og at vi må gøre, hvad det guddommelige forsyn har planlagt for os. Tænk, hvis det nu lige stod os klart, hvad denne plan går ud på …? Mange er på vej til at finde deres livsopgave. At det haster, kan vi alle se. Vores kultur iler imod en tilstand, hvor den enkeltes ego og behov vejer tungere end hele Jordens og menneskehedens fremtid.